Transformatortårne anvendes ikke længere. Men der står mange af dem rundt omkring i landet, og mange af dem er fredede.
Modellen som udstillet på Springeren Maritimt Oplevesescenter. er en kopi af transformatortårnet, som stod i Gatten.
Transformatortårnene er et markant og smukt indslag i landskabet. De karakteristiske kirketårnslignende bygninger blev anvendt til at rumme transformatorer, der ændrede den spænding på strømmen,som kraftværkerne sendte ud til den spænding der skulle anvendes hos forbrugerne.
Tårnene er knyttet til vekselspænding, der i modsætning til jævnspænding kan transportere over meget lange afstande, med et lavt energi tab.
For at reducere ledningsmodstanden mest muligt kræver det en meget høj spænding, der undervejs fra kraftværket nedtransformeres flere gange. Sidste station inden spændingen når forbrugeren er transformatortårnet, der transformerer højspænding til lavspænding.
Strømmen blev fremført fra kraftværk til forbruger via luftledninger. Transformatortårnene er efterhånden gået af brug til fordel for jordledningsnet.
I bedste andelsforeningsånd stiftede landboerne ofte transformatorforeninger, som opførte et transformatortårn, der typisk forsynede 30-35 medlemmer.
Hver egn havde sin egen arkitektur. Der kan ikke påvises en egentlig overordnet arkitektur, men det er tydeligt, at tårnene fulgte de arkitektoniske hovedstrømninger på opførelsestidspunktet. De regionale forsyningsselskaber entrerede ofte med én eller nogle få murermestre, som gav tårnene i de enkelte egne deres personlige præg.
Men man kan tydeligt aflæse de arkitektoniske hovedstrømninger i transformatortårnbyggerierne.
I 1920'erne ses ”Bedre Byggeskik” tydeligt. Stilens harmoniske byggeskik i røde teglsten med saddeltage i rødt tegl er gennemgående i alle egne. For Vesthimmerlands vedkommende er kendetegnet ved Bedre Byggeskik's tårnene de røde facader brudt af fire ringe af gule sten i den nederste del af tårnet. Saddeltaget i rødt tegl hviler på to gavlgesimser. I hver gavl er placeret en trekantet blis i gule sten.
1930'ernes funktionalisme - ”funkis” - med facader af tegl eller beton og de karakteristiske flade betontage ses tilsvarende i tranformatortårnene fra 1930'erne. De ses dog ikke i Vesthimmerland. Den industrielle serieproduktion nåede også tranformatortårnene. Fra 1950'erne opføres de karakteristiske gråmalede ståltårne. Hermed slutter de arkitektoniske egnssærpræg. De industrielt fremstillede ståltårne er ens over hele landet.
Transformatortårnene er en væsentlig og interessant del af vores teknologiske og arkitektoniske kulturarv, hvorfor vi har konstrueret en miniudgave af dette tårn.
